
Forældrerådgivning
& familiesamtaler
Til dig der er mor og far
Forældreskab er en betydningsfuld og stor (op)gave, og der er både mange glæder og sorger forbundet med det. Et gammelt ordsprog lyder: ”It takes a village to raise a child” og jeg tænker, der er sandhed i det ordsprog. Den ’landsby’ som engang var en del af vores samfundsstruktur er dog ikke givet mere, og jeg oplever mange forældre føler sig alene og til tider overvældede over forældreskabet.
Forældre jeg taler med, fortæller at...
-
Forældreskabet føles svært, overvældende og ambivalent
-
De bliver skamfulde over ikke at glædes over og trives i forældreskabet
-
De slår sig selv i hovedet, hvis de har et barn i mistrivsel
-
De føler ikke de slår til, selvom de giver alt hvad de har
Hvis du føler dig utilstrækkelig, frustreret eller modløs, så vid, at du ikke er alene og der er hjælp at få. At række ud efter professionel hjælp som forælder kan føles som et svært skridt – og ofte kommer det valg også med en frygt for at blive dømt som en dårlig forælder. Vid, at i mit rum vil du ikke blive dømt eller evalueret. Du vil blive mødt af forståelse og nysgerrighed, og vi vil indgå i et respektfuldt samarbejde om, hvordan vi i fællesskab kan hjælpe dit barn og familie tilbage i trivsel. Mit udgangspunkt i mødet med alle mennesker, er at vi alle sammen gør vores bedste. Som forældre er I de vigtigste mennesker i jeres barns liv, og hvis jeres barn eller familie er ramt af livet, så vil jeg gerne hjælpe jer med at hjælpe jeres barn.
Jeg har hjulpet familier med mange forskellige udfordringer i (familie)livet herunder:
Familieliv
-
Familiedannelse og familieforøgelse
-
Søskenderivalisering
-
Højt konfliktniveau i familien
-
Uenighed omkring opdragelse
-
Kriser eller livsomstændigheder der påvirker trivslen i familien
-
Psykisk sygdom i familien eller hos nære pårørende
-
Afhængighedsproblematik hos medlem af familien eller hos nære pårørende
-
Skilsmisse
-
Vold i familien (psykisk, fysisk, seksuelt) enten mellem de voksne eller mellem voksen og barn
Mistrivsel hos børn f.eks.
-
Tristhed
-
Indadvendthed og manglende lyst til social kontakt
-
Aggression og udadreagerende adfærd
-
Manglende lyst til at komme i børnehave eller skole
-
Fysisk eller psykisk sygdom
-
Voldsomme hændelser hvor dit barn efterfølgende har ændret adfærd
Vanskeligheder i forældrerollen
-
Tendens til at være kortluntet og skælde mere ud end det er rart for dig og dit barn
-
Svært ved at bevare roen i pressede situationer i familielivet
-
Vanskeligheder ved at føle dig forbundet til dit barn
-
Tvivl omkring strategier og værdier for opdragelse
Hvis du kan genkende en eller flere af ovenstående udsagn kan forældrerådgivning være et vigtigt skridt i den rigtige retning. Her har du mulighed for at få hjælp til
-
At forstå lige præcis dit barn og hvordan du bedst muligt støtter det
-
At være den forældre, du gerne vil være – også i pressede situationer
-
At forstå hvordan dit barns trivsel (også) hænger sammen med DIN trivsel
-
Hvordan du kan forebygge konflikter i familien
-
Hvordan I kan komme tilbage i kontakt igen efter konflikter
-
Hvordan I kan opbygge en familiekultur, hvor I kan tale om både det gode og det svære
Forældrerådgivning kan med andre ord give dig håbet om et nærende familieliv tilbage – og redskaber til at få det til at ske.
Familiesamtaler & børneforløb
Ved mistrivsel hos et barn eller familien generelt tilbyder jeg indledningsvis forældrerådgivning. I tilfælde hvor det er relevant, tilbyder jeg familiesamtaler med flere eller alle familiemedlemmer – og også mulighed for børneforløb, hvis det vil være godt for jeres barn at have sit eget rum med en støttende professionel voksen. Sideløbende med børneforløb har jeg altid løbende forældresamtaler, så vi indgår i et fælles samarbejde om at støtte jeres barn.
Er du i tvivl om I vil have gavn af forældrerådgivning, familiesamtaler eller et børneforløb, så kontakt mig gerne for en uforpligtende samtale.
Jeg tilbyder både forældrerådgivning og familiesamtaler med fysisk fremmøde og online sessioner. Min klinik er åben mandage, tirsdage og torsdage. De resterende 2 dage arbejder jeg som psykolog på Enhed for Lindrende Behandling, Randers Regionshospital. Her har jeg samtaler med alvorligt syge mennesker, samt deres pårørende og familiesamtaler.